Af Stefan Christensen

Det er onsdag eftermiddag. Der er stille omkring bordet under det ugentlige medarbejdermøde. Bomben er sprunget: "Musicalen bliver ikke til noget..." En uge som vi alle har set meget frem til og særligt eleverne. For mange er det klimaks på efterskoleåret. Hvad nu? Der blev ikke rigtig truffet nogen beslutning på mødet, men vi havde en livline i at vores søde instruktør Lars Meldgaard var booket til at komme næste morgen. Han måtte kunne støve noget af. Mødet blev lukket med en plan om... "at vi ser på det i morgen, så har Lars nok en plan! Det vigtigste er at vi får lavet et godt og givende program for de elever der ikke er syge."

Nu skulle beskeden gives til eleverne. Det var ikke fedt, mange blev kede af det og frustreret over situationen. Stemningen var ikke den fedeste resten af eftermiddagen og aftenen med.

Torsdag blev der lavet et nødprogram for eleverne, så vi levede op til undervisningskravet. Det var også godt det bedste. De havde brug for at sunde sig. Vi skulle jo have været i gang, så alle forberedelserne var gjort og replikkerne var ved at ligge på rygsøjlen. Lars kom og der blev udarbejdet en nødplan efter mange timers grublen. Planen var at vi skulle have det sjovt. Dagene skulle starte med fysisk aktivitet og teaterlege, efter formiddagspausen skulle der være værksteder: danseværksted, kablekursus, scenebyg, kagebagning... Det skulle smage lidt af teaterliv. Efter middag skulle der arbejdes i de ordinære musicalgrupper. Vi havde et lille spinkelt håb om at vi kunne ende med at have noget der kunne vises frem. Sådan! Vi havde en plan og den blev taget "skide godt" i mod af eleverne.

Fredag morgen var stemningen helt afdæmpet og håbefuld. Det værste der kunne ske, var sket. Så der skulle ikke meget til for at indfri forventningerne, for der var ingen. Så længe det ikke hed almindelig undervisning, var alt godt. Eleverne tog bare i mod, og var med på den værste. Vores plan voksede på dem. Det var fedt. Det var hyggeligt. Det var givende, og det var lærerigt. Ingen vidste hvad det skulle bruges til. Der blev bare leget, danset og skruet i scene og kabler. Dagene gik og flere blev testet positive og vi blev færre. Men humøret på skolen var ok. Vi var jo bare os, der var der.

Tirsdag morgen kunne vi fornemme at det var ved at vende. Flere elever, som var hjemsendt, gav lyd fra sig og midt på eftermiddagen hjalp også regeringen til, at vi kunne se mere lyst på det, ved at lempe på restriktionerne. Fantastisk! Vi øjnede et håb om, at vi måske kunne få noget mere end blot nogle elementer op at køre. Vi undersøgte, hvor mange skuespillere der var på vej op. Det så lyst ud. Vi besluttede at gå i musicalmode. Det måtte kunne lade sig gøre at få noget på benene.

Med hårdtarbejdende elever, erfarende medarbejdere, genbrug af kulisser og med lidt graven i gemmerne fik vi et hæderligt stykke op at stå, med scene, kulisser, kostumer, lyd og eget lys. Vi er mega stolte. Tænk at det kunne vende igen og at vi sammen nåede i mål med en "Mini-pippi-musical-corona-edition", som blev fremført ved en særforestilling for forældre, familie og venner til eleverne.

Det havde vi ikke prøvet før, men vi kunne godt!