Karina Marker Jensen, København

 

Hvilken uddannelse har du eller er du i gang med?

Jeg er ved at uddanne mig til lærer på Københavns Professionshøjskole

Hvilket hold gik du på?

Jeg gik på holdet 10/11

Hvad forventede du af opholdet på LME inden du startede?

Mine søskende havde gået der før mig, og jeg havde hørt meget godt fra dem. Jeg tror min forventning var, at komme væk hjemmefra, starte på en frisk og møde nogle nye mennesker. Få nye venner og egentlig bare prøve noget nyt.

Hvad var den fedeste ting på dit ophold?

Det bedste på mit efterskoleophold var nok fællesskabet, og det at være en del af noget større, hvor vi alle var forskellige. Der var altid nogle at være sammen med og man kedede sig aldrig. Musicalen var helt sikkert også en stor oplevelse - det at være en del af et større projekt, hvor alle hjalp til med det, man hver især kunne.

Hvad fik du med dig fra skolen, set i det lys, hvor du er nu og hvad du laver?  

På efterskolen havde jeg mulighed for at udvikle mig musikalsk. Jeg sad tit i musiklokalet og jammede med nogle af de andre. Musikken bruger jeg meget i dag, på studiet og privat. 

En anden ting har været det, at stå på egne ben. Jeg var utrolig genert før efterskolen, men jeg fik mulighed for at udvikle mig socialt på skolen og være mig selv i det. 

Samværet med Gud fyldte en del. Den måde vi talte om Gud på, og at han bare var en stor del af vores hverdag på skolen. Vi havde bibelstudie og fik lov til selv at holde andagter og dele vidnesbyrd. Det var fantastisk, at være et sted, hvor der var åbent for den virkelighed.