Program

Eventet afholdes på Løgumkloster Efterskole, Tønder Landevej 6, 6240 Løgumkloster.

  • 09:30  Dørene åbner
  • 10:00  Velkomst og information til alle deltagere
  • 10:15  Konkurrence - individuel (300 brikker)
  • 11:45  Middagsmad i spisesalen
  • 12:15  Konkurrence - Par (500 brikker)
  • 14:45  Præmieoverrækkelse
  • 15:00  Tak for i dag

Teamwork event

Mens konkurrencerne afvikles i skolens hal, kan elever og lærere der ikke aktuelt er i konkurrence kigge med fra dagligstuen. Ravensburger står her for et stort team-event, hvor vi i fællesskab skal lægge et ekstraordinært stort puslespil. Samtidig vil der være livestreaming af konkurrencerne, så man kan følge med i hvordan ens efterskolekammerater klarer sig. Streamet kan også følges hjemmefra, hvis skolens øvrige elever eller forældre ønsker at se med.

Hvorfor puslespil som konkurrence

Puslespilskonkurrencer har eksisteret i en årrække, men er vokset markant siden de første officielle verdensmesterskaber i 2019. I juni 2024 blev det første officielle Danmarksmesterskab afviklet i Århus.

Konkurrencerne udmærker sig ved at være enormt hyggelige. Både nybegyndere og øvede kan melde sig til. Nogle er lynhurtige, mens andre bare synes, det er en sjov og afslappende fritidsbeskæftigelse.

Når vi arrangerer et efterskole DM, håber vi at tiltrække nogle af de elever, der ikke normalt står i forreste række til sportsstævner eller på scenekanten. Her kan alle være med, uanset om man kommer fra en stor idrætsefterskole, en lille specialefterskole eller noget helt andet, og uanset niveau. Man skal bare kunne lide at lægge puslespil.

Regler

  • Alle deltagere lægger det samme puslespil på tid.
    • I den individuelle kategori har man 1:45 timer til rådighed til at lægge 300 brikker.
    • I par kategorien har man 2:30 timer til rådighed til at lægge 500 brikker.
  • Hvis man ikke bliver færdig inden for tidsrammen, tælles tilbageværende brikker, for at afgøre ens placering. Kun brikker der sidder sammen i grupper på mindst 3 korrekt forbundne brikker tæller som lagt.
  • Puslespillene leveres i en pose, som skal forblive helt urørt indtil halspeakeren sætter konkurrencen i gang. Man må altså ikke smugkigge på forhånd.
  • Man forholder sig roligt under konkurrencen, så man ikke forstyrrer andres koncentration.
    • Høretelefoner er tilladt, så længe de ikke forstyrrer andre.
    • Afdæmpede samtaler mellem deltagere på samme hold er tilladt i par-kategorien.
    • Når man er færdig, og har fået registreret sin tid, pakker man stille og roligt sine ting sammen og forlader hallen.
  • Dommere vil gå rundt mellem bordene, for at holde øje med og notere tiden, når man er færdig. Er man tæt på at være færdig, kan man række en hånd i vejret, for at gøre dommerne opmærksom på, at man snart er færdig.

Sponsor

Ravensburger sponserer samtlige puslespil. Som deltager får man puslespillet med sig hjem efter konkurrencen.

Tilmelding - åbner snart!

Tilmeld dine elever, ved at udfylde formularen nederst på siden - SENEST D. 30. SEPTEMBER (Ravensburger skal kunne nå at levere puslespillene).

  • Der vil være plads til cirka 100 individuelle og 50 par i konkurrencen.
  • Det er tilladt for elever at deltage i begge kategorier.
  • Tilmelding koster kr. 50 pr deltager. Betalingen går udelukkende til dækning af omkostninger til forplejning. Regning sendes til skolen, og tilmeldingen er først godkendt, når betaling er foretaget.
  • Har du spørgsmål, så kontakt os på lme@lme.dk eller Tlf. 7474 3652.
  • 157291